Hårfjerning – en fjende for dig eller for kloden?

bæredygtig barbering

Hvordan er dine rutiner omkring hårfjerning? Fjerner du overhovedet hår, eller har du taget afstand til det ligesom rigtig mange andre i disse tider? Personligt har vi ikke nogen holdning til, hvilke valg folk træffer, når det kommer til hårfjerning. Det vigtigste er, at man tager det valg, der føles bedst for en selv. Om det så er baseret på samfundets forventninger eller ens egen lyst til at have skinnende hårfri ben. Men hvis du vælger at fjerne uønskede hår på din krop, tænker du så over, om der er en bæredygtig måde at gøre det på? Har du eksempelvis nogensinde tænkt over bæredygtig barbering?

Vi har begge en fast rutine omkring hårfjerning, fordi det er den rigtige løsning for os. Men det betyder ikke, at det altid har været en dans på roser hvad angår hårfjerning. Cecilie har selv været igennem en lang række frustrationer som følge af en meget sensitiv hud, som ikke tåler diverse voksmetoder eller gængse barbersæber. Derudover er de almindelige plastikskrabere heller ikke ligefrem gode for en meget sensitiv hud.

Uendelige valgmuligheder

Der findes jo mange forskellige metoder til hårfjerning, herunder eksempelvis voks, sugaring, laser og barbering. Det er alle metoder som har forskellige fordele og ulemper, og hvilken der fungerer bedst må være op til den enkelte at vurdere. Da vi har mest og ikke mindst bedst erfaring med barbering har vi fokus på det i dette blogindlæg. Men hvis I har gode erfaringer med andre naturlige og bæredygtige metoder, hører vi meget gerne om det i kommentarfeltet!

Nå, men barbering er i hvert fald en udbredt og meget populær metode til hårfjerning, og det er der selvfølgelig god grund til. Det er nemt, man kan selv gøre det hjemme i badet, og det kan være forholdsvist billigt. Men for de fleste af os foregår det desværre med de gængse plastikskrabere, som kan købes i Matas og supermarkederne. De skrabere som enten er til engangsbrug eller har et udskifteligt hoved med forskellige funktioner. Og derudover en tilhørende dåse barberskum med duft af aloe vera eller blomster.

Vi er ikke i tvivl om, at dette fungerer super godt for rigtig mange mennesker. Den eneste anke er, at det måske ikke nødvendigvis er den bedste løsning for hverken kloden eller vores sundhed.

Kan vores rutiner have en negativ effekt på kloden? Svaret er JA

De ovennævnte skrabere er typisk fremstillet af plastik og metal til bladene. Det gør det til et besværligt produkt at genanvende, da det ikke let kan skilles ad og derfor ikke kan sorteres hensigtsmæssigt i vores nuværende systemer. Man estimerer, at der hvert år smides over 2 milliarder plastikskrabere ud alene i USA (Getrockwell.com, 2019). På verdensplan er dette et endnu større problem. Det kommer af, at plastikskrabere holder i meget kort tid og derudover er de alligevel så billige, at der ikke er nogen grund til at få dem til at holde længere end højst nødvendigt.

Udover den betydning som plastikskrabere har for klimaaftrykket, har den endeløse strøm af dåser med barberskum med alverdens dufte en stor indflydelse for vores sundhed. Der er så meget fokus på, at en barbersæbe skal skabe blødhed og let barbering, at det nemt overses, hvilke ingredienser der egentlig bruges i disse produkter. Hvis man barberer sig bare to gange om ugen, betyder det, at man 104 gange om året påfører et produkt, som trænger ind i huden og kan være særdeles uhensigtsmæssig for ens sundhed. Ligesom de fleste har fokus på en naturlig ansigtspleje, er det mindst lige så vigtigt at have fokus på en naturlig barbering. Huden er jo det største organ, og vi skal derfor behandle den med lige så stor omtanke, som vi gør med resten af vores krop. Benene er trods alt også et meget større område end ansigtet.

Så spørgsmålet er, om der findes noget, der hedder bæredygtig barbering?

bæredygtig barbering

Den klassiske barbering er den bæredygtige barbering

Af ovenstående grunde har vi valgt at føre et nøje udvalgt sortiment til den naturlige og bæredygtige barbering. Vi har udvalgt den helt fantastiske safety razor fra det tyske mærke Mühle. Det er den helt klassiske skraber, som har været en favorit i generationer. Denne safety razor er fremstillet af rustfrit stål og kan holde i mange år. Den er smuk og elegant med et håndtag i rosenguld af forkromet messing. Mühles safety razor er et bæredygtigt alternativ til plastikskrabere, fordi den kan holde i mange flere år. Derudover er den en prydende tilføjelse til ethvert badeværelse, og den sikrer en glat og smidig barbering.

barbersæbebar

Naturlig barbersæbebar

Udover en safety razor kan du sikre en mere naturlig og bæredygtig barbering ved at vælge en naturlig barbersæbebar. Vi har to forskellige barbersæbebarer på shoppen, som sikrer barbering uden rødme og irritation og samtidig undlader metal- eller plastikbeholdere. Vi har den håndlavede fra Lamazuna, som er økologisk og har en skøn duft af grøn te og citron samt den naturlige bar fra Nurme, som dufter lækkert af palisanderolie. Begge barbersæber er skånsomme for huden og indeholder kun ingredienser, der nærer og plejer din hud.

barbersæbebar

Det er muligt at købe safety razor og barbersæbebar hver for sig eller som en samlet pakke.

Vi er selv helt vilde med disse produkter til barbering og kan ikke forestille os at gå tilbage til plastikskrabere og barberskum på dåse, når nu der findes så fantastiske alternativer. Så vi håber, at I har mod på at springe ud i det og give den bæredygtige barbering et forsøg.

Hvis I har spørgsmål til bæredygtig barbering eller andet, er I som altid meget velkomne til at kontakte os!

Mange kram og bæredygtige highfives fra Maja og Cecilie

bæredygtig barbering

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *